VidUnderlige Vejle: En dag i mistrivslens tegn

I Spinderihallerne forsøger Vejle Kommune at skabe rammerne for at aftabuisere mistrivslen blandt unge. Det gør de ved at dedikere en hel dag til at sætte fokus på de muligheder, som er til for at støtte og hjælpe de unge.

VidUnderlig Dag løber af stablen den 11. oktober i Spinderihallerne. Foto: Lisa van der Maat

Skrevet af Aksel Heine Mortensen

Stress, ensomhed og generel mistrivsel er tre emner, der går igen, når danske unges mentale tilstand er på dagsorden. Ifølge den nyeste danske sundhedsprofil oplever hver fjerde unge mistrivsel, mens næsten halvdelen oplever symptomer på stress.

Netop derfor sætter Vejle Kommune en dag af til at berøre, diskutere og aftabuisere mistrivsel. Sammen med blandt andet Den Lave Højskole og ungdomspræsteriet slår de dørene op for unge, pårørende og fagpersoner i Spinderihallerne den 11. oktober.

En VidUnderlig Dag

Konceptet er blevet døbt VidUnderlig Dag, og det er ikke tilfældigt, forklarer Pernille Koefoed Madsen, eventkoordinatorelev hos Vejle Kommune, der har været med til at udvikle dagen.

Ideen er nemlig at skabe viden om det underlige.

”Vi har lavet dagen for at italesætte og aftabuisere mistrivsel, så man både forstår det bedre, hvis man ikke oplever det, mens dem med mentale udfordringer samtidig kan lære af det,” fortæller hun.

For at gøre det mere overskueligt for alle har de også udviklet ideen fra tidligere, hvor det i højere grad fungerede som et åbent hus-arrangement. I stedet vil dagen være delt op i tre, så der både er sat tid af til, at fagpersoner kan netværke, at de unge kan høre om de tilbud og fællesskaber, der er til dem, og at unge kan gå i dialog med deres pårørende. Det skulle gerne give mere struktur.

”Det skulle gerne gøre det nemmere at overskue. Så kan man håbe, at man kommer for én ting, men får noget andet med. En slags krydsbestøvning,” siger Pernille Koefoed Madsen.

Fællesskaber med mening

Mange af de events, der løber af stablen, har fokus på fællesskabet, for gennem dialoger med lokale fagfolk og tidligere arrangementer har Pernille Koefoed Madsen erfaret, at det ofte er dér, at de unges mistrivsel dannes. Det gælder både følelsen af være ekskluderet fra et fællesskab, som man er en del af, samt ikke at kunne finde et fællesskab. Det skal VidUnderlig Dag være med til at gøre op med.

”Vi går ind og italesætter, at fællesskaber ikke behøver at være håndbold tre gange om ugen, men det at opleve noget sammen og være sammen om noget også er et fællesskab,” uddyber hun.

Derfor forsøger VidUnderlig Dag også at skabe rammerne for, at unge med mistrivsel kan opsøge og finde fællesskaber, som de kan identificere sig med. 

Rune Klan aftabuiserer

I forbindelse med dagen har Den Lave Højskole arrangeret, at Rune Klan kommer som dagens talk. Det skyldes, at han som vært på TV2-programmet ”Tabu” arbejder med at aftabuisere fordomme om blandt andet unge med mentale problemer, fortæller Marianne Aas Thorsen, der er tovholder hos Den Lave Højskole.

Faktaboks:
Den Lave Højskole er et gratis fællesskab for unge mellem 15 og 35 år, der forsøger at give en lille smagsprøve på højskolelivet. Én gang om måneden arrangerer de en talk, hvor en professionel eller semiprofessionel gæst taler med dagens vært om et selvvalgt emne. Herefter holder de workshops, hvor det er muligt for deltagere at snakke dagens gæst om alt, hvad de har lyst til.
Kilde: Marianne Aas Thorsen, tovholder hos Den Lave Højskole

”Vi har valgt Rune, fordi han gennem tv-programmet “Tabu” præsterer at snakke med de mennesker, han mødes med, på en helt speciel måde. Derfor passer det perfekt ind til denne dag,” uddyber hun.

Udover talken vil Rune Klan efterfølgende deltage i en samtalecafé, hvor han vil gå i dialog med de deltagere, der ønsker at snakke med ham.

Hele arrangementet er gratis og foregår i Spinderihallerne onsdag den 11. oktober fra kl. 10 til kl. 21.

One Comment

on “VidUnderlige Vejle: En dag i mistrivslens tegn
One Comment on “VidUnderlige Vejle: En dag i mistrivslens tegn
  1. Spændende artikel. Har ikke hørt om dette arrangement. Så jeg håber arrangørerne får det promoveret. Det er jo et højaktuelt emne, som mange sikkert kunne have glæde af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *