Nye forslag til busruterne i Vejle er under høring: Det går udover Tirsbæk Bakker 

Flere høringssvar til gentænkningen af bybusserne i Vejle Kommune begynder at strømme ind.  Særligt omlægningen af bybussernes linje 8 stilles foran stærk kritik.

Af Amalia Holm

Foto: Amalia Holm

Nye bybusruter i Vejle Kommune er under høring frem til d. 18 oktober 2023. Det er et forsøg på at effektivisere busruterne i Vejle og gøre dem attraktive for flere borgere i kommunen. Det er dog ikke alle, der er lige glade for den vision, som byrådet præsenterer. Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand for Teknisk Udvalg, står i spidsen for tiltaget: 

“Meningen med gentænkningen af bybusruterne i Vejle Kommune er at gøre det mere attraktivt at tage bussen. Det gør vi ved at effektivisere busruterne, så borgerne ikke skal sidde i busserne i særlig lang tid for at komme fra a til b,” fortæller Gerda Haastrup Jørgensen.

Men i forbindelse med at bybusruterne ønskes mere effektiviseret, bliver både stoppesteder og busruter skåret fra. De eksisterende busrejser kommer derfor til at strække sig over kortere tid og skabe mere direkte ruter i den kollektive trafik.

“Vi vil hellere bruge busserne til at køre mere direkte over hele vores by, for at vi netop kan bruge nogle af de minutter, vi sparer, på at nå flere områder.” Sådan forklarer Gerda Haastrup Jørgensen om tankerne bag omlægningen af bybusruterne. 

En af dem, der bliver påvirket af ændringsforslagene til den kollektive trafik i Vejle, er Kasper O. P. Borchmann. Sammen med sin familie bor han i Tirsbæk Bakker, som er en bydel i Vejle. Ifølge Kasper er ændringsforslagene af bybusruterne i byen ikke en gennemtænkt plan: 

“Det er rigtigt, at busserne bliver mere effektive, fordi de kommer til at køre mere direkte ruter. Men hvis du alligevel ikke kan komme med bussen, fordi busstoppestedet ikke er et sted nær dig, så sparer du som enkeltperson ikke tid.”

Det er ikke mere end et år siden at Vejles bybusser for første gang begyndte at finde vej til Tirsbæk Bakker via Linje 8. Men med den igangværende gentænkning af bybusserne overvejer man at omlægge ruten til ikke at række Tirsbæk Bakker, men blot Bredballe. 

Kasper O. P. Borchmann fortæller, at Tirsbæk Bakker er et nyt område i udvikling med mange nye tilflyttere, herunder børnefamilier med skolesøgende børn – som sig selv. 

Ved at sløje busruterne til Tirsbæk Bakker vil det betyde, at de vil blive nødsaget til at køre deres børn i skole, eller at børnene skal cykle langt for at komme hen til busstoppestedet. Det mener Kasper O. P. Borchmann hverken er forsvarligt eller noget, der gør sig gældende i de omkringliggende kommuner.

Heldigvis er Gerda Haastrup Jørgensen ikke afvisende overfor, at nogle af ændringerne på bybusruterne bliver taget til genovervejelse, inden de træder i kraft d. 28 juni 2024: 

“Vi skal selvfølgelig arbejde videre på de ændringsforslag, vi har lagt frem, når høringsrunden er slut. Der er nogle områder, jeg har ikke været helt skarp på, og det skal vi selvfølgelig have kigget ind i.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *