Den 1. oktober ændrede gebyret sig for MobilePays erhvervskunder. Vi har adspurgt nogle af de lokale butikker i gågaden, for at høre, hvad de synes om den nye prismodel.
Af Frederik Carlson
Betalings-appen MobilePay lancerede i august i år, at de ændrer prismodellen for MyShop, som er deres betalingsløsning for bl.a. virksomheder og foreninger. Fra den 1. oktober i år er oprettelses-, måneds- og transaktionsgebyret blevet skiftet ud med et fornyet transaktionsgebyr, hvor erhvervskunderne nu skal betale 0,99% til MobilePay pr. transaktion. Tidligere har transaktionsgebyret ligget mellem 0,30 kr.- og 0,75 kr. pr. transaktion.
I Vejle gågade er man ikke just begejstret for det nye gebyr. Hos Stof 2000 har man fjernet alle klistermærker fra MobilePay i butikken, og i Interflora har man overvejet det samme, så det ikke falder kunderne i øjnene, at det findes som mulighed. Man kan dog stadig begge steder få lov til at betale med MobilePay, skulle det være det, man ønsker.
Birgitte Spangsberg fra Spangsberg Genbrug virker heller ikke fortrøstningsfuld over det nye gebyr:
”Jeg synes, det er træls. Især os små forretninger. Vi kan jo ingenting gøre.” siger hun.
Faktaboks: Vi har spurgt ti mindre butikker i Vejle, der bruger MyShop, om de kunne finde på helt at droppe at bruge betalingsløsningen efter det nye gebyr. Ni af dem kunne ikke finde på at droppe MyShop, men en enkelt butik ville ikke afvise at gøre det. I fire ud af de ti butikker er man efter det nye gebyrs indtræden begyndt at henvise kunderne til at betale med dankort i stedet for at betale med MobilePay. |
Et af de tilbagevendende svar på, hvorfor butikkerne ikke har tænkt sig at droppe Mobilepay til trods for utilfredsheden, er, at butikkerne ikke kan undvære det. Hos Trine Gitz-Johansen i Interflora bruger de MobilePay meget, når de modtager telefonbestillinger. Her er MobilePay en god måde at sikre sig, at kunden betaler, da overførslen sker med det samme. Hun ser dog også en negativ side:
”Hvis der er nogle, der køber blomster til en stor begravelse, og måske køber for 5.000 kr., så er det jo alligevel ca. 50 kr., man skal af med.” siger hun.
På trods af den overvejende negative indstilling til det nye gebyr fra butikkerne i Vejle, der er blevet interviewet, er det ikke det billede, Peter Kjærgaard, der arbejder som Nordic Media Lead for MobilePay, har kunnet se. Der er nemlig over weekenden, efter prismodellen med det nye gebyr er trådt i kraft, kommet over 100 nye MyShop kunder, hvor tallet normalvis ligger på 60 til 80, når de møder ind mandag morgen.