Anna Jesen, Inga Byriel og Lise Jensen er faste medlemmer i Nørremarkskirkens sogneklub.
I Vejle Kommunes budget for 2023 er der vedtaget besparelser på ældreområdet. Konsekvensen er, at mange af de sociale tilbud for ældre i kommunen lukker. For en del ældre i Nørremark Sogn er sogneklubben i kirken et ugentligt højdepunkt, og der er kommet flere til siden besparelserne.
Foto og tekst af Agnete Gundersen Hjøllund
Snakken går livligt rundt om bordene blandt de 20 fremmødte ældre, og strikpindene bevæger sig lystigt frem og tilbage. Samtidig med at det er en hyggelig eftermiddag, er Sogneklubben også med til at mindske ensomheden blandt de ældre i Nørremark Sogn. Det er vigtigt, for ifølge ældresagen går ensomhed hårdt udover livskvaliteten både fysisk og psykisk.
Flere af de ældre fortæller, hvor vigtigt det er for dem at komme ud og få snakket med nogle andre. Vigtigheden af dette bakker sogneklubmedlem Inga Byriel op om:
”Det er vigtigt at have sit eget at leve på.”
I sogneklubben mødes de ældre hver tirsdag, hvor der bliver strikket og snakket, mens de spiser hjemmebag og drikker kaffe. Indimellem bliver der også sunget en sang eller tre fra Højskolesangbogen til stor glæde for de fremmødte ældre.
Kirke- og kulturmedarbejder Søren Kjærgård Jensen fortæller også, at det er et vigtigt åndehul for de ældre. Mange af dem er begyndt at komme i Sogneklubben efter de har mistet deres ægtefælle og er blevet alene. Så bliver det et fast holdepunkt i hverdagen, og de har nogen at få vendt livets problemer med; alt fra ting, der driller på mobiltelefonen, til de tungere livsspørgsmål.
”Det giver lidt at have noget, man skal, når man bor alene” siger sogneklubmedlem Lise Jensen.
Mange af de ældre beskriver også, at det er dejligt, at det er uforpligtende fællesskab, hvor man bare kan møde op, når man kan, men at det er altid rart at komme der, fordi de føler sig altid velkomne. Ældresagen pointerer, at det er vigtigt, at de ældre har nogen at mødes med, for ensomhed bekæmpes bedst i fællesskab.