En kold start på dagen: “Jeg føler mig forbundet med min krop”

Vinterbadning er mere end et koldt møde med vandet i Vejle fjord. I vinterbadeforeningen Morgenrøden samles borgere i Vejle Kommune for sammen at nyde godt af de mange fordele, dyppet har med sig.

Tekst og foto af Mille Ravn Nyhauge

I mandags åbnede vinterbadeforeningen Morgenrøden atter sine døre for dets medlemmer ved Tirsbæk strand. Det betyder, at det kolde vand nu kan kombineres med varme, da deres sauna igen er monteret på badebroen.

En af de faste medlemmer i vinterbadeklubben er Sara Scheel, der kommer i hverdagene året rundt. Ifølge hende er oplevelsen større end blot det kolde gys.

”Det er en måde at finde tilbage til ens krop og føle sig forbundet med den.”

Der er dog mere til oplevelsen i mødet med det kolde vand. Et studie fra Københavns Universitet ledet af Camilla Scheele viser, at vinterbadning, kombineret med sauna, giver kroppen mulighed for at tilpasse sig ekstreme temperaturer nemmere. Dette sker grundet en frigivelse af hormonet noradrenalin, der produceres i stressede situationer, som aktiverer varmeproduktionen i kroppen.

Morgenrøden bringer lykken frem

Det er uvist, om man bliver sundere af at vinterbade, men noget der er helt sikkert, er det stigende humør, der følger med. Der udskilles nemlig også dopamin og serotonin i kroppen, der er bedre kendt som lykkehormoner.

Det er noget, de to medlemmer i vinterbadeforeningen Else Høpner og Bente Nielsen også kan nikke genkendende til. Særligt Bente Nielsen lægger vægt på, at der er flere årsager til, hvorfor hun nyder godt af det kolde vand.

”Jeg vinterbader grundet kombinationen af de fordele, der er fysisk og psykisk, men den største grund er egentlig, at jeg simpelthen bliver så glad.”

De beskriver begge ligesom Sara Scheel, at de simpelthen ikke kan undvære det kolde dyp i Vejle fjord og det sociale sammenhold, der følger med som en del af Morgenrøden. Vinterbadeforeningen har lige nu 450 medlemmer og en fortsat stigende venteliste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *