Byrådsmedlem om budgetforlig: “Jeg er bekymret for, om bukserne kan holde, som de skal langsigtet”

Byrådsmedlemmerne i Vejle Kommune holder møde i eftermiddag med 2. behandlingen af budgetforliget. Der er langt fra enighed om, hvad der er tilstrækkeligt i budgettet på velfærden.

Skrevet af Amalia Holm. Foto: AI genereret, Ideogram

Efter mangeårig befolkningstilvækst huser Vejle Kommune i dag over 120.000 borgere. Den selvsamme stigning sætter krav om fortsat at sikre velfærden og økonomien i kommunen, hvilket er grundlaget for de igangværende budgetforhandlinger.

Ved det forestående byrådsmøde om budgetforliget den 6. september var forhandlingerne i gang. Ifølge byrådsmedlem Svend Erik Nielsen (Æ) var det en stor overraskelse for både ham og de andre, at Socialdemokratiet og SF trak sig ud af forhandlingerne:

“Vi havde nogle gode drøftelser under budgetmødet, og det var først lidt over fire om eftermiddagen, at de valgte at trække sig. Det synes jeg er ærgerligt.”

Martin Jensen (A) forklarer, at de i den socialdemokratiske gruppe i byrådet havde haft en god dialog forinden mødet om, hvad de ville gå med til i forhandlingerne.

Da dette ikke blev mødt, trak Socialdemokraternes gruppeformand, Martin Sikær Kristensen, en streg i sandet. De borgerlige partier ville ikke gå med til den mængde penge, der skulle komme til de forskellige udvalg inden for velfærden, som Socialdemokratiet havde ønsket. Martin Jensen (A) uddyber beslutningen:

“Det budgetforlig, der på nuværende tidspunkt ligger fra den borgerlige side, og som højst sandsynligt bliver vedtaget i aften, indebærer, at vi skal ind og lave besparelser på velfærdsområderne.”

Men hvad indebærer det?

Den økonomiske ramme, som hver af de 98 kommuner får fra forvaltningen, giver Vejle Kommune et råderum på 50 millioner kroner til velfærden. Det har de borgerlige partier valgt at overstige og vil med det fremlagte budgetforslag lade det dobbelte gå til velfærden. Men ifølge Martin Jensen (A) er det langt fra nok:

“Vores økonomi inden for de forskellige områder i velfærden skranter, og vi har ikke økonomi til at opretholde den velfærd, som vi har på nuværende tidspunkt.”

Martin Jensen (A) begrunder det med den udvikling, man ser i Vejle Kommune: Antallet af borgere stiger meget mere, end hvad budgettet kan holde til. I de 100 millioner, som de borgerlige partier vil give i budgetforliget, ligger der allerede velfærdsområder, hvor de skal ind og finde besparelser til efteråret, fortæller han.

Besparelserne omhandler børne- og familieområdet, voksenområdet, herunder handicaphjælp, psykiatri og udsatte samt seniorområdet.

“Vi er godt klar over, at det bliver vanskeligt at indfri borgernes forventninger med det beløb. Jeg ville selvfølgelig ønske, at vi kunne tilføje endnu mere, men der er jo også udfordringer næste år, der skal løses,” siger Svend Erik Nielsen (Æ).

Senere i dag vil Socialdemokratiet fremlægge deres bud på et budgetforslag for 2024, der skal omfavne velfærden i Vejle Kommune. Dog tegner det til at blive stemt ned, da der er et flertal hos de borgerlige partier i byrådet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *